Magi, sagn og stille mørke
Jeg tog ikke til Harzen for at blive klog på magi. Jeg tog derned for at gå – for naturen, roen og de gamle landskaber. Men som det nogle gange går, havde Harzen selv andre planer med mig.
Jo mere jeg gik, jo oftere dukkede ordene op: Kraftorte. Hekse. Djævlemure. Steder, hvor “noget” skulle være sket. Først tænkte jeg, at det bare var turistkrydderi. Men så begyndte jeg at møde mennesker, der mente det alvorligt – og opleve steder, hvor stemningen faktisk ændrede sig, uden at jeg helt kunne forklare hvorfor.
Dem, der åbnede et andet Harzen for mig
Jeg blev ikke ført ind i Harzens mystik gennem bøger alene, men gennem mennesker.
En af dem er naturheksen Manuela Petri. Ud over heksetitlen bærer hun et helt lille kædebrev af roller: lykkecoach, Reikimester, skovbadecoach, coach inden for kunst- og kreativ terapi – og tømrer. Hun bevæger sig i naturen med en rolig selvfølgelighed, som om hun hører lige så meget til derude som træerne.
Hun er gift med Carsten Kiehne, der i årevis har rejst rundt i Harzen og samlet de overleverede sagn og historier op, lag for lag, fra landsbyer, kroge og bjergskråninger over hele området. I dag har han registreret over 2.500 fortællinger fra Harzen og udgivet mere end 40 bøger om emnet. Det siger noget om, hvor tæt natur og fortælling ligger hernede: Hver dal, hver klippe, hver sten synes at have sin egen lille historie hængende i sig.
Men de er ikke de eneste, der har åbnet den dør for mig. Jeg har også lavet en del afsnit med Werner Körner, som er forfatter og foredragsholder og har en stor viden om Harzens landskaber, kulturspor og fortællinger. Med ham bliver naturen aldrig bare baggrund. Den bliver læst, forstået og sat ind i en større sammenhæng.
Og så er der Kathrin R. Hotowetz, som jeg også har besøgt i hendes hjem, Geistmühle. Hos hende møder man et Harzen, hvor sagn, steder og stemninger stadig lever videre. Hun skriver med en stærk fornemmelse for det lag i landskabet, hvor historie, fantasi og erfaring flyder sammen.
Manuela og Carsten, Werner Körner, Kathrin – og andre som dem – har langsomt åbnet en dør for mig ind til et andet lag af Harzen. De taler om kraftsteder, om førkristne og hedenske ritualer, om klipper og lunde, hvor mennesker i århundreder har søgt hen, når livet gjorde ondt, eller når noget vigtigt skulle markeres.
Rundt om dem findes et helt myte- og fortælleunivers, hvor Harzen næsten bliver en egen figur. Her hører romanserien Im Schatten der Hexen af Kathrin R. Hotowetz hjemme, ligesom kraftsteds- og vandrebøger som Kraft sammeln und Relaxen im Schatten der Hexen – Kraftorte im Harz erwandern og Glücksmomente erfahren und nutzen.
Jeg behøver ikke være enig i alt, hvad de siger og skriver. Men jeg lytter. Og jeg kan mærke, at de tager landskabet dybt alvorligt – ikke kun som natur, men som noget, man står i relation til.
En mærkelig dag på Thyrstein
Jeg kunne have holdt mystikken på armslængde, hvis ikke jeg selv var blevet rodet ind i den.
En dag på Thyrstein – en klippetop med udsigt, men også et sted, der er omgivet af historier – skete der noget, jeg stadig har svært ved helt at placere.
Det var ikke et lynnedslag. Ingen åbenbaring, ingen engle, ingen hornede væsener. Bare en række små forskydninger, der lagde sig så præcist oven i hinanden, at jeg ikke længere kunne kalde det tilfældigt.
Oppe på klippen havde jeg stukket et stykke gul sandsten i lommen. I dagene efter fulgte uheldene mig som en skygge, og først hjemme opdager jeg, at stenen bærer runeinskriptioner. Jeg måtte tilbage og lægge den på plads – og det gjorde jeg – men jeg kunne ikke lade være med at tage to nye små, gule sandstensstykker med, efter at have inspiceret dem grundigt for tegn. Jeg troede fejlagtigt, at de var rene. Det var dér, det gik helt galt.
Hvis du spørger mig rationelt, kan jeg forklare det. Hvis du spørger mig som Vandremand, må jeg indrømme, at der var noget ved den oplevelse, som gjorde, at jeg efterfølgende begyndte at tage Harzens kraftsteder en smule mere alvorligt. Ikke som beviser på noget overnaturligt – men som steder, hvor noget i én selv bliver slået an på en anden måde.
Kraftsteder – når et sted føles anderledes
“Kraftorte” er et ord, der nemt kan komme til at lugte lidt af brochure og røgelsespinde. Men hvis man parkerer fordommene et øjeblik, er der en simpel erfaring tilbage: Nogle steder føles anderledes end andre.
Det kan være en klippe, der rejser sig på en bjergkam. En lysning i skoven. En gammel sten, som tydeligvis har betydet noget for dem, der var her før os. Man mærker det i kroppen, før man når at tænke det: tyngden, stilheden, uroen, lettelsen – alt efter sted.
Når jeg går i Harzen sammen med Manuela, Carsten eller Werner, peger de ofte på steder, hvor mennesker gennem århundreder har samledes, ofret, bedt, fejret eller sørget. Og jeg opdager, at de steder, de nævner, ofte er præcis de steder, hvor jeg selv ubevidst har sænket tempoet eller fået lyst til at blive stående lidt længere.
Hekse, djævlemure og mørke skove
Harzen er fuld af historier, man ikke lige finder tilsvarende i en dansk bøgeskov. Heksenes bjerg Brocken. Djævlemuren, hvor det siges, at selveste Fanden har haft en finger med i spillet. Klipper og sten, der ligner dyr, væsener eller forstenede mennesker.
Læg dertil, at germansk mytologi stadig lever i området – ikke som museumstekst, men til arrangementer, festivaler og samlinger, hvor folk arbejder med gamle symboler, myter og fortælleformer. Runer og tegn dukker op på plakater, smykker, ritualgenstande og dekorationer. Det er ikke mit projekt at dyrke det selv, men det er en del af den virkelighed, man bevæger sig i, når man går i Harzen.
Når tågen ligger tæt, skoven mørkner tidligt, og man går alene i en kløft, kan man godt forstå, at fantasien er løbet løbsk gennem tiderne.
I begyndelsen betragtede jeg mest sagnene som godt fortælle-krudt til mine videoer. Men jo mere jeg har beskæftiget mig med det, jo mere ser jeg dem som en slags følelsesbarometer: De fortæller noget om, hvordan mennesker før os har oplevet landskabet. Hvor det var farligt, hvor det var helligt, hvor det var uforklarligt.
Når tågen ligger tæt, skoven mørkner tidligt, og man går alene i en kløft, kan man godt forstå, at fantasien er løbet løbsk gennem tiderne. Og når man står på en solbeskinnet hede på toppen af en klippe og ser ud over verden, er det lige så forståeligt, at mennesker har set det som et sted, hvor himmel og jord kommer lidt tættere på hinanden.
Jordforbindelse og åbenhed på samme tid
Jeg er ikke ude på at starte en sekt, og jeg ser mig heller ikke som en, der har “særlige evner”. Jeg er en mand med rygsæk, kamera og ømme knæ, der prøver at forstå det landskab, han går i – både med hovedet og med maven.
Magi og mystik i Harzen er for mig ikke et spørgsmål om at tro alt, hvad man hører. Det er et spørgsmål om at være villig til at lade landskabet og historierne påvirke én – uden at man behøver opgive sin kritiske sans.
Jeg taler gerne om kraftsteder, sagn og mærkelige hændelser, men jeg gør det med jordforbindelse. Jeg prøver at være ærlig om, hvad jeg selv har oplevet, hvad andre fortæller – og hvor grænsen går mellem fakta, fortolkning og det, vi måske aldrig helt får sat på formel.
Den indre vandring
Når magi og mystik fylder i Harzen, handler det dybest set også om noget andet: den indre vandring.
Nogle steder inviterer bare mere til eftertanke end andre. De får os til at huske ting, vi troede, vi havde lagt bag os, eller se vores eget liv i et lidt andet perspektiv.
Her ligger der også et strejf af stoicisme i mit projekt: Vi kan ikke styre, om tågen ruller ind, eller om en sten glider under støvlen. Men vi kan arbejde med, hvordan vi møder det – både ude på stien og inde i hovedet. Mystikken bliver på den måde ikke bare noget, der “er derude”, men også noget, der rører ved den måde, vi ser os selv og verden på.
En invitation – ikke en konklusion
Afsnittet her er ikke en facitliste over, hvad Harzens magi er. Det er en invitation til at gå med ud på de steder, hvor landskabet bliver en anelse tykkere i luften. Hvor historierne presser sig på. Hvor man måske – eller måske ikke – får en oplevelse, der bliver hængende længe efter, man er gået ned fra klippen igen.
Jeg kan fortælle, hvad jeg har set, hvem jeg har mødt, og hvad jeg selv har oplevet på steder som Thyrstein. Resten må du mærke selv.
Det eneste, jeg kan love, er, at hvis du går i Harzen med et åbent blik – og med en lille smule mod på det, der ikke kan forklares helt væk – så begynder bjergene før eller siden at hviske en smule højere.
