Byer, mennesker og hverdagsliv
Når man siger “Harzen”, ser mange for sig skov, bjerge og klipper. Men for mig er byerne lige så vigtige. Det er her, turene begynder og slutter. Det er her, jeg køber ind, får mine små ritualer på plads – og møder de mennesker, der gør, at Harzen aldrig kun bliver et pænt landskab i baggrunden.
Jeg vandrer i naturen – men jeg rejser til Harzen for både natur og mennesker. For de små byer, der ligger klemt ind mellem højderne: Wernigerode og Goslar med deres historiske bymidter, Quedlinburg med sit hav af bindingsværk, Stolberg som en sydharz-perle i en dal, Sankt Andreasberg højt oppe i terrænet, Herzberg ved skovkanten, Osterode, Ballenstedt, Gernrode og Suderode, Bad Grund ude på Harz-randen, Thale ved indgangen til Bodedalen, Ilsenburg, Bad Harzburg, Timmenrode og Blankenburg langs nordkanten –
og så Halberstadt og Langenstein lidt ude i forlandet, hvor vejene er til at komme frem ad, og hvor jeg oftest har base, når jeg er her.
Hver af dem har sin egen rytme, sin egen måde at ligge i landskabet på – og sin egen rolle i mit Vandremands-Harzen.
Byerne som porte til bjergene
Harzens byer ligger som små lommer mellem skove, bakker og klipper.
Nogle ligger trykket helt op mod bjergsiden – som Thale, hvor man nærmest går direkte fra husmur til kløft. Andre ligger mere åbent i landskabet, som Ballenstedt, Suderode, Gernrode eller Bad Grund, hvor udsigten til bakker og højder hele tiden ligger i horisonten. Wernigerode, Goslar, Blankenburg, Bad Harzburg, Ilsenburg og Timmenrode ligger som klassiske “Harz-byer” langs foden af bjergene, mens Stolberg og Sankt Andreasberg nærmest er foldet ind i selve bjerglandskabet.
Og så er der Halberstadt. Byen ligger lidt ude i forlandet, men for mig er det et vigtigt knudepunkt. Herfra er vejene til at komme frem og tilbage på – også når det er efterår og vinter, og bjergvejene kan være glatte eller ufremkommelige. Halberstadt er ofte min base: Her sover jeg, køber ind, og herfra kører jeg ud til de forskellige dele af Harzen på dagsture.
For mig er byerne først og fremmest udgangspunkter: steder, hvor jeg tidligt om morgenen parkerer, spænder rygsækken, retter på hatten og går ud mod stierne. Jeg er som regel af sted, før byen for alvor er vågnet. Butikkerne har endnu ikke åbnet, og gaderne er stille.
Senere på dagen – ofte sidst på eftermiddagen – kommer jeg ind gennem byen igen: lidt træt i benene, lidt støvet på bukserne, og mærker, at hverdagen er i fuld gang. Det er dér, jeg ser skolebørnene på vej hjem, mennesker med indkøbsposer, små køer ved kassen i supermarkedet, nogen der lige henter brød eller står og taler foran en butik.
Jeg bruger tit byerne som “efterklang” på en tur: en stille runde gennem gaderne, en håndfuld indtryk, inden turen går hjemad. Det skift gør noget ved én. Man bliver mindet om, at naturen og hverdagen hernede ikke er modsætninger – de ligger bare et kvarters gang fra hinanden.
Quedlinburg, markedet og min bratwurst-mand
Nogle steder vender jeg tilbage til igen og igen.
Quedlinburg er et af dem.
Her kan jeg finde mig selv stående på markedspladsen, hvor “min” Thüringer Bratwurstmand har sin cykelvogn. Det er ikke, fordi jeg lever af fastfood i Harzen – tværtimod – men en gang imellem skal der en ordentlig bratwurst til. Som et lille ritual, en måde at sige: “Så, nu er jeg her igen.”
Resten af tiden laver jeg faktisk næsten altid maden selv. Jeg køber gode råvarer i supermarkeder som Edeka: frisk fisk, delikatesser, masser af grønt – og tilbereder det hjemme. Ikke fordi jeg er asketisk, men fordi jeg synes, jeg spiser bedre sådan. Og der er også noget tilfredsstillende i at være ude hele dagen, komme hjem, lave sin egen mad – og vide, at man har brugt både krop, hoved og mave godt.
At gå på må og få i gamle gader
De gamle byer i Harzen – Wernigerode, Goslar, Quedlinburg, Stolberg, Blankenburg, Gernrode, Ilsenburg, Bad Harzburg og de mindre steder som Suderode, Bad Grund og Timmenrode – inviterer til, at man bare går lidt rundt på må og få. Man behøver ikke have en plan.
Bindingsværkshuse, små gyder, brostensstrøg, kirketårne, gårdrum, baghaver, små pladser. Jeg kan godt lide at lade fødderne bestemme: lige en runde “bare fordi”, også selv om jeg egentlig kom for naturens skyld. Mange af byerne rummer den samme stille nydelse, som jeg oplever på stierne: man opdager noget lidt skævt, lidt smukt, lidt slidt – og pludselig har man gået en lille by-vandring uden at have tænkt over det.
DDR-tidskapslerne
Noget af det mest særlige ved Harzen er, at fortiden ikke kun findes på museer.
I flere af de tidligere DDR-byer står tiden næsten stille. Facader, skilte, betonbyggeri, forretninger, der ser ud som noget, man har glemt at opdatere. Nogle steder føles det virkelig som at træde ind i en tidskapsel: Intet synes at være sket i mange, mange år.
Det gælder både i små steder som Timmenrode og i visse kvarterer i større byer. For mig er de byer ikke “grimme”. De er ærlige. De fortæller om et liv, der er blevet levet under helt andre vilkår, end vi kender hjemmefra. Og de minder mig om, at Harzen også er præget af krige, diktatur og systemskifte – ikke kun af skove, sagn og ferieglæde.
Urbex – de mørke og forladte steder
En del af Vandremand-projektet er også at søge dér hen, hvor Harzen bliver mørkere.
Ikke kun i overført betydning, men helt konkret: urbex – urban exploration.
Jeg opsøger forladte steder, der bærer på tunge historier:
en tidligere feriekoloni for DDR-børn, hvor værelserne står tomme, men stadig hvisker om børnestemmer og sommerdage, der for længst er forbi.
En sønderbombet Junkers-fabrik, hvor der under Anden Verdenskrig blev produceret fly og flyskrog – og hvor man den dag i dag kan finde kakler, trapper og rester af de underjordiske bunkers under det, der nu ligner en ruin.
Det er ikke sensationsjagt. Det er en måde at forstå landskabet på: bjergene og skovene udenom – og de steder, hvor menneskers mørkeste kapitler har sat sig spor i mursten, beton og jord. Jeg går forsigtigt, både fysisk og mentalt, når jeg er de steder. Det er ikke mit mål at udstille, men at lytte.
Hverdagsrytmer og egne ritualer
Selv om jeg sjældent sætter mig på restaurant, er byernes rytme en vigtig del af mine ture.
Om morgenen, når jeg kører igennem på vej mod dagens udgangspunkt, ligger gaderne næsten øde hen: en enkelt hundelufter, måske en bagerbil, et lys i et baglokale. Jeg er som regel så tidligt ude, at byen først for alvor vågner, når jeg allerede er ude på stien.
Senere på dagen er rytmen en anden. Mennesker med indkøbsposer, små køer ved kassen i Edeka, nogen der lige smutter efter brød eller bliver stående og taler foran en butik – det er dér, jeg selv træder ind i strømmen. En tur i supermarkedet efter vandringen, at købe godt brød, fisk og grønt, køre “hjem” og lave min egen mad og vide, at jeg har gået til den ude i bjergene.
På den måde bliver byen ikke bare kulisse, men en levende del af den måde, jeg er Vandremand på.
Et levende bjergland
Hvis man kun ser Harzen som natur, overser man halvdelen af historien.
Hvis man kun ser på byerne, overser man den anden halvdel.
For mig er Harzen et levende bjergland, fordi de to ting hænger uløseligt sammen:
Bjergene og skovene rundt om – og byerne, menneskene og kulturen imellem dem.
Det er netop i mødet mellem de to, at mit Vandremands-Harzen opstår:
i samtalerne i Wernigerodes gader, i udsigten ned mod Stolberg efter en dagstur, i en stille runde gennem Gernrode eller Suderode, i fornemmelsen af at vende tilbage til Halberstadt efter en lang dag, i de små øjeblikke i Quedlinburg, Thale, Blankenburg, Neinstedt, Herzberg, Ilsenburg, Bad Harzburg, Goslar, Timmenrode, Langenstein, Weddersleben, Bad Grund og alle de andre steder, hvor jeg mærker, at jeg er gæst i et område, der har været beboet, elsket, udnyttet, sagnomspundet og levet i langt før, jeg selv dukkede op med rygsæk og kamera.
