Harzen er ikke enten natur eller kultur. Det er et sted, hvor skove, floder, byer, stier, ruiner og sagn hele tiden griber ind i hinanden. Man går ikke kun i natur – man går også i et kulturlandskab, der har været brugt, formet, udnyttet og elsket i århundreder.
Det mærkes tydeligst i skovene, langs floderne og i mødet med det dyreliv, der stadig bevæger sig gennem bjergene, som om de ikke kendte til landegrænser, kort og rutebeskrivelser.
3.1 Skove, floder og dyreliv
Når man går i Harzen i dag, kan det være svært at forestille sig, hvor anderledes skovene har set ud gennem tiden. For 2.000 år siden var store dele af området dækket af urskov: en blandet, vild skov af bøg, eg, ask, birk, røn og hassel, med væltede kæmper, lysninger og moser. Ingen plantager, ingen systematik – bare skov, der passede sig selv.
Med middelalderen og især minedriften kom et enormt pres på træressourcerne. Skoven blev brugt til brændsel, byggemateriale, stilladser, kulsvierpladser og bjergværksdrift. I perioder taler man om skovdød i Harzen – skove, der var så hårdt udnyttet, at de var ved at forsvinde. Det er længe før ordet “klimakrise” eksisterede, men det var stadig en menneskeskabt skovkrise.
Som svar plantede man siden store granplantager: rækker af træer, der voksede hurtigt og kunne drives rationelt. De gav mørke, tætte skove, der mange steder stadig præger Harzen, men som også viste sig sårbare over for storm, tørke og barkbiller. De seneste år har man tydeligt kunnet se, hvordan hele bjergsider er gået fra mørkegrønne til grå og åbne.
Og så opstår der noget nyt: en skov i forandring.
I mange områder arbejder man nu hen imod mere naturnær skov. Bøg, birk, røn og andre løvtræer får lov at komme igen, døde træer bliver liggende og giver liv til svampe, insekter og fugle. Der, hvor det først kan se “ødelagt” ud, er det ofte naturen, der er ved at tage magten tilbage.
Dyrelivet følger med. I Harzen lever:
- hjorte og rådyr, der bevæger sig lydløst gennem skoven
- ræve, der krydser stierne i skumringen
- vildsvin, der roder i skovbunden og efterlader tydelige spor
- mindre rovdyr som grævling og mår
- vildkat og enkelte steder los, som næsten ingen ser, men som er der
- og ulven, der stille og roligt er begyndt at vende tilbage langs skovkorridorerne, især i syd og øst
De fleste af dem ser man kun glimt af, men fornemmelsen af, at skoven er beboet, er der næsten hele tiden – i sporene, lydene, bevægelserne i øjenkrogen.
Floderne binder det hele sammen.
Bode, Oker, Selke, Ilse og de utallige mindre vandløb har skåret sig ned gennem bjergene og skabt dalene, som i dag er nogle af Harzens smukkeste vandrerum. Langs floderne følger man ofte de samme korridorer, som dyr, handelsfolk, bjergarbejdere og rejsende har brugt i århundreder:
– Bodekløften med sine stejle sider og mørke vand
– Oker med sine slyngninger, klipper og dæmninger
– Selke, der veksler mellem stille partier og små fossende stryg
Når man går i Harzen, går man derfor ikke kun i skov.
Man går i et levende landskab, hvor skov, flod og dyreliv hele tiden er i bevægelse – og hvor mennesket har sat så mange spor, at de næsten er blevet en del af naturen selv.
3.2 Vandets teknik: dæmninger og vandveje
Når man går i Harzen i dag og følger en stille vandfyldt grøft gennem skoven, kan det ligne en naturlig bæk, der bare har valgt en lige linje. Men ofte er det noget helt andet: et stykke avanceret ingeniørkunst fra en tid, hvor man kun havde skovle, hakker, træ og sten at arbejde med.
For at drive minerne – især sølvminerne – havde man brug for enorme mængder energi. Vand var datidens motor. Man kunne ikke bare placere en mine ved en naturlig flod; man måtte føre vandet derhen, hvor det skulle bruges. Resultatet blev et af verdens mest omfattende historiske vandtekniske systemer: det, man i dag samler under betegnelsen Oberharzer Wasserregal.
Systemet bestod af:
- Kunstgräben – menneskeskabte vandgrøfter, der førte vandet på lange stræk hen over bjergsiderne
- Kunstteiche – kunstige søer og små reservoirer opstemmet med dæmninger
- Lejder og render – træ- og stenkonstruktioner, der ledte vandet hen til hjul og maskiner
Vandet blev tappet af naturlige vandløb højt oppe og ført i kontrolleret fald til steder, hvor det kunne drive vandhjul, der igen drev pumper nede i minen, knusere til malm og andre mekaniske installationer.
Et af de mest imponerende eksempler er Oderteich – en kunstig sø anlagt i 1700-tallet. På overfladen ligner det en fredelig bjergsø, hvor man bare har lyst til at sidde og kigge på vandet. I virkeligheden er det en kæmpe vandtank, bygget for at sikre en stabil vandforsyning til sølvminerne ved Sankt Andreasberg. Når der var vand nok, kunne man arbejde. Når søen var lav, stod hjulene stille.
I dag møder man stadig disse spor overalt i Oberharz:
- lange, næsten vandrette vandgrøfter, der snor sig gennem skoven
- små og større dæmninger, som danner søer midt i skovlandskabet
- rester af kanaler, hvor man tydeligt kan se, at vandet engang blev styret med stor præcision
For en vandrer kan det være en næsten magisk oplevelse at opdage, at den idylliske lille sti langs vandet faktisk følger en Kunstgraben, og at den smukke sø ikke er “naturlig”, men et stykke minedriftshistorie forklædt som landskabsidyl.
Vandet i Harzen er derfor ikke kun natur.
Det er også teknik, økonomi og kulturhistorie, der stadig ligger åbent fremme.
Når du går langs en grøft, forbi en dæmning eller rundt om en sø som Oderteich, går du side om side med de mennesker, der for hundreder af år siden tænkte:
“Hvordan får vi det her bjerg til at arbejde for os?”
Og midt i det hele får vi i dag lov til “bare” at gå tur og nyde udsigten.
3.3 Minedrift og bjergværker – Harzens kulturlandskab
Harzen blev ikke kun et vandreområde, fordi det er smukt.
Bjergene blev åbnet, fordi der gemte sig noget i dem, man kunne leve af: sølv, kobber, jern, bly og andre metaller. Uden malmen havde Harzen været et skovklædt randbjerg. Med malmen blev det et arbejdende bjergland.
Allerede i bronzealderen begyndte mennesker at udnytte metaller i og omkring Harzen – arkæologiske fund viser, at kobber og sølv har spillet en rolle i området for mere end 3.000 år siden. Senere, i middelalderen, tog det fart: minedriften blev organiseret, og hele bjergsider blev til arbejdspladser.
En vigtig drivkraft bag denne udvikling var cisterciensermunkene i Kloster Walkenried ved den sydlige Harzrand. De var ikke dem, der stod nede i skakten med hakke og støv i lungerne – det gjorde bjergmændene – men munkene var nogle af de første, der systematisk organiserede udvindingen: de skaffede rettigheder, kapital, viden og ikke mindst det tekniske grundlag for at udnytte vandets kraft til minedrift. Det er ingen tilfældighed, at UNESCO i dag peger på Walkenried-munkene som “grundlæggende fædre” til det store vandforvaltningssystem i Oberharz, som holdt minerne i gang i århundreder.
Når man går i Harzen i dag, er det let at glemme, hvor gennemarbejdet bjergene er under fødderne. Men sporene er der:
- bjergværksbyer, hvor hele bystrukturen er formet af minearbejdet: værksteder, boliger, administrationsbygninger
- skakter – eller resterne af dem – som huller i jorden, fordybninger, indhegnede felter eller markerede områder i skoven
- smeltehytter, der som ruiner eller ombyggede industribygninger ligger ved vandløb og dalstrøg
- tipvognsspor og gamle transportveje, hvor malmen blev kørt ud af bjergene
- slaggebunker – grå eller sorte bakker af affaldssten fra smelteprocessen, hvor næsten kun laver og mos kan gro
Alt dette gør Harzen til et kulturlandskab i ordets dybeste forstand: et landskab, der er formet af kultur, arbejde og teknik, ikke kun af vind og vejr.
I dag er meget af den gamle minedrift blevet til kulturarv:
- museer, hvor man kan se værktøj, malmprøver, modeller og hverdagsgenstande fra bergmannslivet
- besøgsminer som Rammelsberg ved Goslar eller Grube Samson ved Sankt Andreasberg, hvor man kan køre eller gå ind i bjerget og mærke rummet, lydene og kulden
- ruinlandskaber, hvor naturen langsomt er i gang med at tage det hele tilbage: mure, fundamenter, stensatte render og mærkelige terrænniveauer, som først giver mening, når man ved, hvad der har stået dér
For vandreren betyder det, at Harzen ikke kun er skov og udsigt.
Det er også et sted, hvor næsten hver dal, hver by og hver tredje skovvej har en tråd tilbage til bjergværkshistorien – og til de mennesker, der i århundreder levede af at hente metal ud af mørket.
3.4 Byer, bindingsværk og hverdagsliv
Harzen er ikke kun skov, klipper og dæmninger.
Langs bjergenes fod – og inde i selve bjerglandet – ligger byer og landsbyer som tætte lommer af hverdag: Wernigerode, Goslar, Stolberg, Quedlinburg, og længere inde i højderne fx Sankt Andreasberg, Braunlage og Clausthal-Zellerfeld.
De fleste af de kendte byer ligger ikke “midt i skoven”, men i overgangszonen mellem bjerg og forland: der, hvor handelsveje mødes, hvor man kunne bygge, dyrke jorden og samtidig have adgang til bjergenes ressourcer. De indre bjergbyer voksede frem dér, hvor minedrift og skovbrug gjorde det nødvendigt at bo tættere på arbejdet.
Bindingsværket er det første, man lægger mærke til: skæve bjælker, udskæringer, farvede facader, små ruder. I Wernigerode står husene næsten og smiler til én i alle farver. I Goslar mærker man tyngden og historien – her har man længe haft noget at administrere og beskytte. Stolberg ligger som en håndfuld legetøjshuse, nogen har hældt ud i en lang, smal dal. Og i Quedlinburg føles det som at træde ind i et tæt middelalderkvarter, der bare aldrig blev revet ned.
Byerne har altid haft en rolle: handel, administration, kultur og koordinering af alt det, der foregik i bjergene omkring dem. Her boede bergmestre, købmænd, håndværkere, embedsfolk, præster – og senere også kur-gæster, ferierejsende og vandrere som os.
For en vandrer i dag er byerne både praktiske og poetiske. Det er her, man:
- køber brød, ost, kage og grønt til næste dag
- får en kop kaffe eller en øl efter turen
- lige smutter forbi supermarkedet eller bageren
- mærker rytmen af hverdagsliv midt i al historien
Kontrasten er en del af glæden:
Efter en dag på stier i skov og sten står man pludselig på en brostensbelagt plads med rådhus, kirke, caféer og mennesker, der bare er på vej hjem fra arbejde. Kroppen er træt på den gode måde, kinderne er varme, og man står dér med støvede støvler i en by, der både er dyb fortid og levende nutid.
Det er en vigtig del af Harzen-oplevelsen:
At man kan træde direkte fra bjergenes langsomme tid ind i byens hverdagsrytme – og tilbage igen næste morgen.
3.5 Slotte og borgruiner
Hvis skovene og klipperne er Harzens rygsøjle, så er slotte og borgruiner de markante ansigter i landskabet. De ligger på høje, fremspring og klippekanter – ikke for at være romantiske, men fordi man derfra kunne se, kontrollere og forsvare sig.
Harzen er fuld af borganlæg i mange skalaer:
- klippeborge på fritstående klipper
- langstrakte anlæg på højderygge
- små, næsten glemte ruiner i skovkanterne
- og senere slotsanlæg, der voksede op af de gamle borgsteder
Ved Stecklenberg – syd for Harzens nordlige klippebånd – ligger flere borgsteder tæt: rester af middelalderlige anlæg, der har holdt øje med passagerne mellem forland og bjergland. Her ser man tydeligt, hvordan borgen og klippen hænger sammen: muren bygger oven på stenen, og terrænet er en del af befæstningen.
En af de mest markante klippeborge i Nordharz er Burg Regenstein ved Blankenburg. Den indtager en næsten ikonisk position: et borgplateau direkte udskåret i den lyse sandsten, med tunneler, rum og skyttegrave hugget ind i klippen. Her mødes flere lag: middelalderborg, senere militær befæstning og nutidig udsigtsklippe. Regenstein er et af de steder, hvor Harzens blanding af klippe, magt og historie står allerklarest frem.
Over Selketal troner Burg Falkenstein som en anden hovedfigur i Harzens borglandskab. Borgen ligger højt og utilgængeligt på en skovklædt klippe. Her handler det ikke kun om mure og sværd: Falkenstein har også en særlig plads i rets- og kulturhistorien, fordi den forbindes med nedskrivelsen af Sachsenspiegel – en af de tidligste store tyske lovbøger. Med andre ord: her blev ikke bare kæmpet og holdt vagt, her blev også tænkt over, hvad ret og uret er.
Ved Neustadt/Harz finder man ruinen Hohnstein, dramatisk placeret på en klippeknold over dalen. Vejen derop er stejl, og ruinen virker i dag næsten utilgængelig – men netop derfor lå den dér. Længere ude i skoven ligger resterne af Heinrichsburg, endnu mere skjult og krævende at nå. Begge steder er gode eksempler på, hvordan man har brugt terrænet som en del af forsvarsværket: klippen er ikke kulisse, den er våben.
Og så er der de anlæg, som med tiden er blevet til mere repræsentative slotte – som Schloss Wernigerode. I dag står det som et næsten eventyragtigt slot over byen, men i sin kerne går det tilbage til en middelalderlig borg, Burg Wernigerode, der lå netop her, strategisk over overgangszonen mellem Harzrand og forland. Senere blev borgen om- og udbygget til det slotsanlæg, vi ser i dag, hvor forsvar langsomt trådte i baggrunden til fordel for status, synlighed og herskabsliv.
Set nedefra virker Schloss Wernigerode som en teaterkulisse; set fra slotshøjen fornemmer man, hvordan stedet engang har været både vagttårn, magtcentrum og senere pragtbolig.
Uanset om man står ved Stecklenberg, Regenstein, Falkenstein, Hohnstein, Heinrichsburg, Schloss Wernigerode eller en af de mange mindre ruiner i Harzen, er principperne de samme:
- Man valgte en strategisk høj eller klippe
- Man byggede oven på, rundt om og sammen med stenen
- Man ville se langt og være svær at nå
I dag er slotte og borgruiner blevet til noget andet: udsigtspunkter, fortællepladser og pauserum for vandrere. Man har mærket højden i benene, før man får den i udsigten – og man står dér, hvor mennesker i århundreder har stået, ikke for at tage billeder, men for at holde vagt, forhandle, kæmpe eller skrive lov.
Slotte og borgruiner er derfor ikke bare “seværdigheder” i Harzen.
De er knudepunkter, hvor geologi, magt, lov og nutidig vandring mødes i ét og samme sted.
3.6 Hekseprocesser, trolddom og folketro
I dag sælger souvenirbutikkerne Brocken-hekse på kost og Walpurgisnat i Harzen er blevet et festligt, farverigt cirkus med masker, musik og bål. Men under alt det ligger en mørkere historie, som man godt må have i baghovedet, når man går her: virkelige hekseprocesser, virkelige domme, virkelige bål.
I området omkring Harzen – især på den del, der i dag ligger i Sachsen-Anhalt – var der i 15–1600-tallet en tydelig koncentration af hekseforfølgelser. Kilder beskriver, hvordan Brocken allerede i 1500-tallet nævnes i retssager som et sted, hvor hekse skulle samles, særligt omkring Walpurgisnat.
Et konkret eksempel er hekseprocesserne i Derenburg i grevskabet Regenstein ved Harz-randen, hvor flere mennesker i 1555 blev dømt og brændt, og hvor samtidige flyveblade beskrev henrettelserne så detaljeret, at de nærmest blev sensationslitteratur. Derenburg er kun ét sted blandt mange, men det siger noget om, hvor tæt forestillingen om hekse, djævel og Harz lå på hinanden.
Bag retssagerne lå både folkelig tro og kirkelig/juridisk magt. I landsbyerne levede en hverdagstro på magi, varsler, velsignelser og forbandelser:
– nogen kunne “se mere” end andre,
– nogen kunne hjælpe med sygdom, finde ting, bryde uheld,
– og naturen omkring én var fuld af tegn: fugle, storme, mærkelige skygger i tågen.
Noget af dette rækker langt tilbage – til en tid med naturånder, højtider, offerpladser og kraftsteder. Noget opstod som forklaringer på ulykke: afgrøder, der slog fejl, dyr, der døde, børn, der blev syge. Når man manglede en forklaring, søgte man en skyldig – og alt for ofte blev det til en kvinde i udkanten af samfundet, en ældre, en fattig, en “anderledes”.
Samtidig sad kirken og verdslige myndigheder med definitionsmagten: de satte ord på, hvad der var tro, og hvad der var trolddom. Og de satte navn på stederne. Mange af de navne, vi i dag synes er lidt hyggeligt dramatiske – Hexentanzplatz, Teufelsmauer, Teufelskanzel – er en del af den omtolkning, hvor gamle samlings- og kultsteder blev stemplet som farlige, dæmoniske steder.
Resultatet var en blanding af:
- virkelige forfølgelser og henrettelser
- sejlivede folkelige forestillinger om hekse, djævelskab og hemmelige møder på Brocken
- og siden hen: et lag af litteratur og kultur, hvor Goethe med Faust gjorde Walpurgisnat på Brocken til et tysk hovedmotiv, og moderne turisme senere byggede videre på det.
I dag lever alt dette videre i:
- Walpurgisfejringerne den 30. april i byer og på steder som Brocken og Hexentanzplatz, hvor man spiller på heksesabbat og djævle, men også mindes, at der var en blodig historisk baggrund for det hele
- sproget: stednavne med Hexen- og Teufels-
- souvenirs: små hekse, djævle, Blocksberg-postkort og hele “hekse-kitsch”-industrien
Som vandrer behøver man ikke tage stilling til, om man “tror på” hekse.
Men man kan godt lade sig påvirke af, at når man står på Hexentanzplatz, går i tågen på Brocken eller følger en sti gennem et mærkeligt klippeområde, så går man i et landskab, hvor geologi, folketro, frygt og magt har været flettet tæt sammen.
Det giver en ekstra dybde:
Det er ikke kun et spørgsmål om, hvordan stenene ligger – men også om, hvad mennesker har tænkt, når de stod netop her.
3.7 Lost places og krigens spor
Ikke alt i Harzen handler om skovidyl og gamle slotte.
Går man lidt på tværs af de kendte stier, støder man også på et andet lag: de steder, hvor historien gik i stykker. Forladte bygninger, rester af krig, spor af diktatur og projekter, der blev overflødige, da verden ændrede sig.
Nogle steder er det resten af industrien:
- gamle fabriksbygninger og værksteder, der står tomme i skovkanter og dalstrøg
- kulsvierpladser, hvor der kun er cirkler i skovbunden tilbage
- forladte skovhuse, som naturen langsomt er i gang med at hente hjem igen
Andre steder er sporene knyttet til krigene i det 20. århundrede.
Et særligt eksempel er Medingschanze i Spiegelsbergen ved Halberstadt: en skyttegrav anlagt i 1916 som demonstrationsanlæg for civilbefolkningen og som uddannelsessted for soldater. Her viste man – i fuld skala – hvordan skyttegravskrigen så ud, uden at det var en egentlig frontstilling. I dag ligger resterne stadig synlige i terrænet og kan besøges som et stykke frossen krigspropaganda fra Første Verdenskrig.
Dertil kommer de langt mørkere spor fra Anden Verdenskrig: barakker, bunkere, underjordiske anlæg og ruiner, hvor man tvangsudnyttede arbejdskraft og lod mennesker slide sig ihjel i våbenindustrien. Området omkring Langenstein-Zwieberge er et af de steder, hvor man mærker det tydeligt: en underjordisk fabrik bygget med fanger fra en KZ-satellitlejr, i dag mindested og museum.
Så er der DDR-tiden, hvor Harzen lå midt i den indre tyske grænse:
- rester af grænseposter, vagttårne og den gamle Kolonnenweg
- kaserner, træningsområder og forladte militæranlæg
- forfaldne feriekolonier og rekreationshjem, som engang var rammen om statsorganiseret ferie og siden blev glemt
Som vandrer oplever man nogle af disse steder som “lost places”:
halvt opslugte af skov, graffiti, knuste ruder, rustne hegn. De er hverken rene seværdigheder eller almindelige natursteder – de er overgangszoner, hvor naturen er i gang med at sluge historien, uden at den helt forsvinder.
Man behøver ikke opsøge mørket. Men når man alligevel kommer forbi, kan det give mening at standse op, trække vejret og minde sig selv om, at Harzen ikke kun er et postkortmotiv. Det er også et sted, hvor menneskelig grådighed, ideologi og vold har sat dybe spor, som nu ligger der – side om side med skovstier, fuglesang og solstrejf.
3.8 Harzen i dag – et levende kulturlandskab
I dag er Harzen igen et sted, man søger hen – ikke for at arbejde i minen eller stå vagt på en borg, men for at gå, holde fri, trække vejret og være turist. Det er dog ikke noget nyt. Harzen har længe været tyskernes egne bjerge.
Allerede i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet begyndte digtere, lærde og “tidlige turister” at opsøge Harzen. Goethe rejste gennem området, besteg Brocken og lod oplevelserne sive ind i sine tekster. Heinrich Heine skrev sin Harzreise, hvor han både beskriver naturen, menneskene og den spirende turisme. I romantikken blev Harzen et slags kondenspunkt for idéen om det tyske Mittelgebirge: skove, tåge, klipper, sagn, små byer, kursteder og dannelsesrejser.
Med 1800- og 1900-tallets borgerlige samfund opstod Harzen for alvor som kur- og rekreationsland. Mange byer fik status som Kurort – fx Bad Harzburg, Bad Lauterberg, Bad Grund, men også mindre steder som Wildemann fik en stærk kur- og rekreationsprofil. Man rejste ikke bare på ferie; man kunne få ordineret et kurophold af lægen: nogle uger eller måneder i bjergluft, med bade, vandkure, promenader og hvile som en del af behandlingen.
Sporene er der stadig i dag:
- kurparker med gamle promenadestier, musikpavilloner og kurhuse
- rester af bassiner og anlæg, der blev brugt til vand- og badebehandling – ofte som integreret del af byens offentlige rum
- navne som Kurpark, Kneipp-Anlage, Gradierwerk, der viser, at vand, luft og bevægelse blev tænkt som medicin
For mange mennesker var Harzen derfor ikke bare “en tur i bjergene”, men en del af et længere sygdoms- og helbredelsesforløb. Kroppen, nerverne og sindet skulle falde til ro i bjergluft, skov og kurmiljø.
Efter Anden Verdenskrig og delingen af Tyskland blev Harzen skåret over af grænsen mellem øst og vest. Vestharzen forblev vigtigt ferie- og kurmål for vesttyskere, mens Østharz – på den anden side af grænsen – også blev brugt systematisk som rekreationsområde for DDR-borgere, fx gennem firmahjem og FDGB-ferien. For mange familier fra begge sider blev Harzen “de bjerge, man kom til, når man ikke kunne komme længere væk”.
For danskere fik Harzen en særlig rolle i årene efter krigen og op gennem 1950’erne og 60’erne: et overskueligt bjergland, man kunne køre til i bil eller bus, uden at det krævede formuer eller flyrejser. For mange danske familier var Harzen det første møde med kurbyer, bindingsværk, bjergbaner og skovklædte bakker – længe før Alperne og oversøiske rejser blev hverdag.
Senere gled Harzen for mange lidt ud af bevidstheden. Charterrejser og flyferier trak blikket mod syd og øst. Men bjergene blev stående. Byerne stod der stadig. Skovene og klipperne fortsatte deres langsomme arbejde, barkbillerne tog deres bid, og nye skove er på vej frem.
I dag er Harzen ved at finde en ny balance:
- som hverdagsland for dem, der bor og arbejder her
- som fristed for tyskere, der vil have natur og bjergluft uden alpehøjder
- som nærlig bjergdestination for gæster fra fx Danmark, Holland og andre nabolande, der vil kunne køre hertil
- som kultur- og mindeland for dem, der opsøger spor af minedrift, heksehistorier, krig, DDR-tid og kurkultur
For mig – og for denne guide – er Harzen et levende kulturlandskab:
Et sted, hvor du på én og samme dag kan:
- gå langs en gammel Kunstgraben og gennem skov
- stå i en borgruin og se ud over landskabet, hvor lov, tro og magt har krydset hinanden
- sidde på en bænk i en gammel Kurpark, måske ved et bassin, der engang var en del af en vandkur, og bare lade tiden gå
- passere et lost place eller et mindested, der minder om, at historien ikke altid var pæn
- og slutte dagen på et torv med bindingsværk omkring dig og næste dags rute i hovedet
Harzen er ikke et museum og ikke en steril nationalparkkasse i glas og ramme.
Det er et sted, hvor mennesker lever, arbejder, pendler, handler, går i skole – og hvor natur, geologi, kurtradition, historie, sagn og nutidige vandrespor hele tiden vikler sig ind i hinanden.
Det er det, du går ind i, når du snører støvlerne her.