1.1 Harzen som bjergenes eventyrland
Harzen ser beskedent ud på kortet. En mørkegrøn plet midt i Tyskland, som man let kunne suse forbi på motorvejen. Men drejer man af, parkerer bilen og tager de første skridt ind mellem træerne, skifter skalaen. Det, der så småt ud på papiret, vokser i benene, i blikket og i kroppen. Pludselig står man i et bjergland.
For mig er Harzen et lille bjergkontinent lige inden for rækkevidde af os i Danmark. Tæt nok på til, at man kan køre derned og gå sin første tur samme dag – langt nok væk til, at verden føles anderledes. Skovene er dybere, dalene mørkere, klipperne mere markante, og byerne ligger som små lommer af lys midt i det hele.
Det særlige ved Harzen er, at natur, kultur og myter ikke er tre adskilte ting. Du går gennem skove formet af både storme, barkbiller og århundreders skovbrug. Du passerer gamle vandkanaler og dæmninger fra minedriften. Du står på klipper med navne efter djævle, hekse og heste, der ifølge sagnet sprang over kløfter, ingen hest burde overleve. Alt sammen på én og samme tur.
På kortet er Harzen lille. I benene føles det langt større.
Det er den forskel, denne guide handler om.
1.2 Et bjergland, man holdt sig fra
I dag tager vi til Harzen for at komme ud i naturen eller besøge de smukke byer. Sådan har det ikke altid været. For tusind år siden var Harzen for de fleste et sted, man holdt sig fra: en tæt, mørk skov med få stier, sumpede dale, stejle skråninger og uforudsigeligt vejr. Et rigtigt bjergland – bare uden de romantiske udsigtspunkter og vejskilte, vi kender i dag.
Allerede længe før det, i istid og stenalder, var området befolket – men ikke inde i bjergene. Neandertalere og tidlige mennesker slog sig ned ved randen: i dalene mod nord og syd, tæt på vand, jagtmarker og mere åbne landskaber. Harzen var jagtterræn, gennemgangsland og bagtæppe, ikke hjem.
Midt i det hele rejste Brocken, Bloksbjerg, sig som et særligt punkt. Det højeste bjerg i Harzen, ofte skjult i skyer og tåge. Selv i dag siges det, at der kun er omkring 60 dage om året, hvor Brocken ikke er indhyllet i tåge. I århundreder blev den derfor set som det onde bjerg – et sted, hvor vejret var barskt, hvor man let kunne fare vild, og hvor man forestillede sig, at mørkere kræfter holdt til.
Mønstret var klart:
Randzonerne nord og syd for Harzen var steder, hvor man boede, dyrkede jorden og byggede byer.
Bjergene – og især Brocken – var noget, man bevægede sig ind i med et formål: for at jage, hente træ, samle malm eller krydse over til den anden side. Et overgangsland. Et arbejdende landskab. Og også et sted, man forbandt med kræfter, man ikke helt havde styr på.
Når vi i dag går ad gode, afmærkede stier, kan det være værd at huske, at det her engang var et grænseland, man kun trådte ind i, når man virkelig behøvede det.
1.3 Ældgamle spor under støvlerne
Når man følger en af de brede skovveje eller gamle stier i Harzen, kan det se ud, som om de bare er lavet til vandrere, mountainbikes og skovmaskiner. Men mange af dem er meget ældre end som så. De ligger dér, fordi mennesker i århundreder – nogle steder i årtusinder – har haft brug for at krydse bjergene netop dér.
Nogle ruter begyndte som dyreveksler, senere trådt til af mennesker og deres lastdyr. Senere igen blev de til pilgrimsveje mellem klostre og helligsteder, kejserveje og kongeveje, postruter, hvor ryttere bragte nyheder gennem skov og dal, og mine- og skovveje, hvor vogne kørte træ og malm ud af bjergene. Hver tid har lagt sit eget lag oven på den samme linje i landskabet.
Når vi i dag går her med rygsæk, vandrestave og GPS, bruger vi de samme strøg gennem naturen – bare med et andet formål. Vi går ikke længere for at overleve, tjene til dagen og vejen eller nå frem med en ordre i tide. Vi går for at være ude, for at få ro i hovedet, for at mærke kroppen og for at lade os gribe af det, vi ser.
Det gør noget ved oplevelsen, når man ved det. Vandring bliver ikke kun motion eller udsigt, men en måde at træde ind i en længere historie: Du sætter dine fodspor oven i spor, der har ligget her længe før dig – og vil ligge her længe efter.